Retsgenetiske Analyser

visuelt billede af ens "genetiske fingeraftryk"

Retsgenetiske analyser er forskellige metode som bruges til undersøgelser af DNA'et (molekylærbiologiske teknikker) i en retslig sammenhæng. En metode som har været anvendt i mange år er blodtypeundersøgelse i forbindelse med faderskab. Det er dog upræcist, fordi man ikke kunne finde ud af hvem faren er, men snarere udelukke hvem faderen ikke er. Politiet har også anvendt blodtype-analyser, men det er meget usikkert, og derfor ikke så brugbart. Tilgengæld har fingeraftryk vist sig, at være meget brugbare i undersøgelse af forbrydelser, da en persons fingeraftryk er unikt, i modsætning til blodtyper. Metoderne sm anvendes er dog blevet mere sofistikeret og præcis. En af disse nye molekylærbiologiske teknikker er DNA-fingeraftryks-metoden. Metoden tager sit udgangspunkt i en viden omkring områder i DNA, helt specifikt DNA sekvenser som er gentagende hos mennesker og dyr. Disse områder refereres til som minisatelitter. Den DNA sekvens der er tale om er cirka 15-100 bp lang, og er gentaget 20-50 gange. Antallet af gentagelse varierer fra menneske til menneske.


Metoden går ud på at man efter oprensning af DNA, klipper vha. et restirksonsenzym som ikke berører minisatelit-området. Efter dette adskilles det klippede DNA efter størrelse i en gel. DNA stykkerne behandles så via southern blotting. Det vi så ender op med er en røntgenfilm af selve fingeraftrykket. PCR (Polymerase Chain Reaction) er også yderst anvendt inde for retsgenetik, da man kan ud fra selv de mindste stykker DNA, kan få nok DNA til at køre analyserne.
Med retsgenetiske analyser er det blevet meget nemmere at opklare forbrydelser, fordi det giver mulighed for finde ud af hvem som står bag, hvis blot små stykker DNA bliver efterladt. Samtidig gør det også at man er mere sikker på hvem der har begået forbrydelsen.
Ulemper ved det er, at man nogle gange har mulighed for at finde frem til hemmeligheder som bedst bør forblive hemmeligheder, et eksempel kan være hvis man finder ud af, at ens "far" ikke er ens biologiske far, og det kan ofte skabe mere splid end gavn. Samtidig kan der jo så også fuskes med DNA, som efterlades på scener hvor der er begået en forbrydelse. Dette er et emne som bliver taget meget op i bl.a. film, hvor der via falsk efterladt DNA dømmes den forkerte. For at DNA-fingeraftryk-metoden skal virker, skal man samtidig også i forvejen have en optegnelse af personens DNA, derfor behøver fundet af DNA ikke, at være enegyldige facts som kan opklare alle forbrydelser.